Workshop: Kvinde kend din KRAFT – og fold den ud

Nye datoer på vej

En privat workshop for kvinder, der ønsker at arbejde med indre kraft og passion.

Er du kvinde, der ønsker at slå livets autopilot fra? Og har du slukket din passion, drøm, lidenskab, din indre kraft og energi? I workshoppen “Kvinde kend din kraft – og fold den ud”, får du redskaber til at arbejde med dine begrænsende overbevisninger, der spænder ben for det liv, du ønsker at leve. Vi slukker autopiloten og tænder for den naturlige, iboende kvindelige kraft, der genskaber retning og balance.

Danmark har vundet en imponerende titel – ”verdens lykkeligste folk”! Men er vi nu også det?

I mit arbejde som psykoterapeut oplever jeg flere og flere mennesker komme med symptomer på ”ondt i livet” eller ”ikke at kunne mærke sig selv eller deres lyster”. De savner retning og mening i livet. De føler sig bestemt ikke som verdens lykkeligste folk.

I vores jagt på ”det gode liv”, hvor ord som anerkendelse og fremdrift er nøgleord, lider vi både på job, i vores familie og i parforhold.

Flere og flere oplever en hverdag, der ”kræver” at de skal præstere og yde optimalt hele tiden – det er blevet en normal del af deres liv og eksistens bare at drøne derudaf og være skaffedyr på den ene eller den anden måde uden at se sig over skulderen eller mærke efter.

Vi har glemt at vi selv sidder med fjernbetjeningen, kontrollen og ansvaret til at bestemme kanalen og indholdet i vores liv.

Autopiloten er slået til, og vi er gledet med i strømmen.

Der findes lige så mange forskellige årsager til, at vi vælger at overhøre vores indre stemme, egne behov, intuition og kraft, som der findes typer af mennesker. Prisen, vi betaler derimod, er ofte den samme og udmønter sig bl.a. i livsstilssygdomme eller livskriser som stress og depression. 

Vi opdager, at vi ikke lever det liv, vi har muligheden for, ikke har taget de chancer, vi blev givet, eller ikke har udfoldet vores indre fulde potentiale.

Formålet med denne workshop skulle gerne være med til at synliggøre, at vi har masser af iboende naturlig kraft og mulighed for selv at bestemme farten og kontrollere “kanalen” i det liv, vi ønsker at leve, uden at vi behøver at blive ramt at en livskrise først.

Udgangspunktet er kvinder, der gerne vil arbejde med den indre kraft, udfolde deres potentiale og lytte til sit indre. Gennem oplysning/undervisning og øvelser af forskellige art får du redskaber, der bringer dig tættere på dig selv. Det ”gode liv” leves ikke i overhalingsbanen uden stopknap og med autopilot. Formålet er at bringe balance ind i en travl hverdag, hvor der er plads til både indre og ydre behov, uden at vi behøver at ignorere os selv og blive syge af det.

Så tag dig selv eller en veninde under armen – kom og få nogle hyggelige og lærerige aftener i selskab med andre kraftfulde kvinder, der alle ønsker at sætte retning og komme tilbage i førersædet af deres liv.

KONTAKT MIG